Friskvind.dk

I landsbyklyngen Friskvind.dk ønsker man med klyngesamarbejdet at samle alle de mange gode initiativer, som de enkelte landsbyer allerede arbejde med i dag

Landsbyklyngen Friskvind.dk rummer de fem landsbyer Velling, Højmark, Stauning, Lem og Dejbjerg, som alle ligger placeret i hjertet af Ringkøbing-Skjern Kommune. De fem landsbyer er geografisk godt bundet sammen. Man kan køre fra Velling i vest til Højmark i øst på under 20 minutter, og man passerer både fjord, åer, hede og skov.

I Landsbyklyngen er der, som de selv skriver i ansøgningen ”højt til loftet, stolte foreningstraditioner og sammenhold på tværs af bygrænserne”. Alt dette ønsker man at bygge videre på med klyngesamarbejdet. 

I området er der fokus på at skabe oplevelser for enhver smag: ”Vandringsmanden skal rundt i skov, hede og engområder uden at jage rådyr og ryttere væk. Mountainbikeren skal have sus i håret i det kuperede terræn uden at være til gene for skovejeren og ræven. Sejleren skal fiske efter at få det til at fungere med andetrækket og rugetider,” lyder det i den forbindelse i ansøgningen. 

En god infrastruktur er særligt vigtigt i bestræbelserne på at give rammerne for et aktivt liv for områdets indbyggere og nye tilflyttere. Klyngen ønsker at understøtte sammenhængskræften ved at forbedre infrastrukturen i vores lokalområde: ”Vi skal skabe den bedste infrastruktur i forhold til en naturlig sammenhæng i spor, stier og vejnet. Vi skal gøre det godt for alle interesser".

De enkelte landsbyer arbejder allerede i dag med de samme udfordringer, men de agerer ikke sammen om at nå målet. Med en landsbyklynge ser de nu en mulighed for at få samlet mange af de gode initiativer, dyrke nye områder og muligheder på tværs af geografien.