Både Agger, Krik og Vestervig har de senere år været igennem en større udvikling – og nu har en bred gruppe af borgere, foreninger og virksomheder i det samlede område, ønsket at løfte denne udvikling endnu et skridt fremad – i fællesskab.
I landsbyklyngen tager de afsæt i Thisted Kommunes plan ”Thy på forkant” således, at de på tværs af klyngeområdet arbejder for et tværgående fællesskab med omdrejningspunkt omkring friluftsliv. Området er en del af Cold Hawaii og Nationalpark Thy dækker en stor del af Landsbyklyngens geografiske område.
Foreningen har allerede opnået en række konkrete resultater. Der er oprettet en fælles kalender, i samarbejde med Thisted Kommune etableres et flot fjordbad ved Krik Bro. I Agger Havn ligger en oplevelsesplatform finansieret af Nordea fondens Kystpulje og en række nye stiforbindelser og andre tiltag er på tegnebrættet.