I Fjordklyngen samler de på succes`er – som f.eks. forsøg med alternativ kollektiv trafik, naturformidling, fællesarrangementer som f.eks. Muslingefestival i Sundstrup, etablering af et 62 km langt MTB-spor, der forbinder de 6 byer og fører gennem den smukke natur, shelterplads på Kærby Bakke, Midtjysk Detektorforenings årlige week-endtræf, og ikke mindst en fælles områdefornyelse, der støttes af Viborg Kommune og Boligministeriet og foregår i 2017 – 2022.
Områdefornyelsen i Fjordklyngen bygger videre på det fundament, der allerede er skabt i Fjordklyngen og har til formål at styrke og løfte de seks individuelle landsbyer som en helhed, knytte byerne endnu tættere sammen og øge antallet af tilflyttere og turister i området.
Vejen til disse mål er at skabe rammer, der fremmer borgernes mulighed for at udfolde sig i overensstemmelse med deres forestilling om det gode liv. Det handler om at fremme adgangen til naturen og områdets rige kulturhistorie på måder, der gør det attraktivt at leve i og besøge Fjordklyngen.
Områdefornyelsen arbejder med at skabe bedre adgang til fjorden og etablere nye faciliteter, som tillader borgerne at komme helt tæt på vandet og fjordens liv. Derudover er der også mange mødesteder på land, der styrkes og kobles op på lokale og regionale ruter for på den måde at blive en del af en større og samlet fortælling, der er med til at brande stedet og sprede den gode historie om området.
Den gamle skole i Låstrup omdannes til Fjordklyngens fælles kultur- aktivitets- og formidlingscenter.