Landsbyklyngen Kronjylland ligger lige op af Randers Fjord, som er under udvikling som naturpark. I klyngen ønsker man at følge op på det, således at landbrugs-, motions-, oplevelses- og turistmulighederne udvikles i positiv retning. Klyngen vurderer, at den samlede indsats landsbyerne imellem vil få afgørende betydning i den proces.
Beliggenheden har ligeledes betydning for den historiske kulturarv, som har sine rødder i land- og skovbrug. Den historie ønsker man at bevare gennem udvikling af det fysiske miljø, oplevelser, lokale markeder og forarbejdning af fødevarer. Men samtidigt ønsker man ligeledes at definere en ny rolle til området på baggrund af den tætte tilknytning til Randers og de muligheder, som det tilbyder:
”Visionen for landsbyfællesskabet er at styrke fællesskabet, øge deltagelsen ved lokale arrangementer, skabe en bedre udnyttelse af de eksisterende stedbundne ressourcer og i det hele taget få synliggjort områdets kvaliteter,” skriver klyngen blandt andet i deres ansøgning til projektet.
Idræts-, kultur- og erhvervsliv
Idrætslivet, som i disse år er under forandring, kræver nytænkning og er en vigtig prioritet for klyngesamarbejdet. Man ønsker i den forbindelse konkret at samle faciliteterne, således at et enkelt anlæg skal danne rammen for udviklingen af nye idrætter oven i de 15 aktiviteter, som i forvejen findes i området.
Ligeledes spiller det øvrige kulturelle liv en stor rolle i fremtidsplanerne. Et kulturliv, som hovedsageligt bygger på de syv forsamlingshuse i området. Disse er meget betydningsfulde for lokalområdernes kulturelle liv, og det er derfor vigtigt for klyngesamarbejdet, at de også fremover får stor opmærksomhed og opbakning, så de kan udvikles og fortsat være en lokal platform for fællesskab og samvær.
Man ønsker endvidere i klyngen af samle erhvervslivet i en paraplyorganisation, som skal sikre udvikling af de enkelte virksomheder og dermed også arbejdspladser i område.
Organisering en afgørende succesfaktor
I klyngeområdets 13 byer, Harridslev, Mellerup, Støvring, Albæk, Østrup, Vestrup, Tjærby, Tvede, Lem, Linde, Lindbjerg, Mejlby og Gimming, bor en lang række af frivillige ildsjæle, som alle kan bidrage positivt til udviklingsarbejdet. Det er derfor for klyngen vigtigt, at de får samlet trådene. Ligeledes er det af afgørende betydning, at det igennem processen sikres, at alle interessenter bliver hørt. På den måde kan det forandrings arbejde, en landsbyklynge kræver, blive styrket.
Klyngen ønsker med udgangspunkt i ovenstående, at ændre den tidligere landsbykultur og relationerne mellem nabolandsbyerne. Den tidligere skepsis over for de andre landsbyer og mangel på samarbejde skal afløses af nye fællesskaber, traditioner og aktiviteter. Lykkes det, vil det blive kronen på Landsbyklyngen Kronjylland.