Samarbejdet mellem de otte landsbyer skal nu konkretiseret med fælles visioner og udviklingsplaner for hele klyngen, såvel som for de enkelte landsbyer, således at klyngen som helhed får et løft og bliver mere attraktiv for både beboere og mulige tilflyttere.
Omdrejningspunktet for samarbejdet mellem landsbyerne har hidtil været gennem det kommunale organ kaldet Skægkærområdets Lokalråd samt Lokalbladet, der husstandsomdeles kvartalsvis i landsbyklyngens geografiske område og indeholder blandt andet en fælles aktivitetskalender på tværs af områdets skoler, foreninger og institutioner.
Formålet med udarbejdelsen af en fælles vision og strategi for klyngen, som alle landbyerne kan bakke op omkring og arbejde sammen om at realisere, er således at danne en fælles identitet på tværs af landsbyerne. Der skal desuden søsættes nogle konkrete tiltag, som på kortere og lidt længere sigt kan praktiseres gennem klyngesamarbejdet.
Med Silkeborgmotorvejens åbning i 2016 er rejsetiden til Århus og Herning blevet reduceret i en grad, der gør klyngens område attraktivt for pendler-familier. Det mærkes allerede i form af tilflyttere fra specielt Aarhus, og denne udvikling forventes at forsætte, hvilket er medårsag til kortere liggetider på huse til salg. Den vedtagne planstrategi for Silkeborg kommune (april 2019) peger mod en øget spredning af nybyggeri og udvikling – også inden for landsbyklyngens geografiske område. Der er allerede nu godkendt flere lokalplaner for yderligere boligområder i klyngen – og endnu flere er på vej.