Da Syddjurs Kommune meldte ud, at man ville lukke udskolingsafdelingen på Mols og lægge tre børnehaver sammen i skolens lokaler, kom forældrebestyrelsen på banen.
”Vi var uenige i kommunens løsningsforslag, men i stedet for at protestere besluttede vi at gå i dialog med kommunen. Vi ville tage ansvar for vores område og selv sørge for at skabe lokal udvikling.” Sådan siger Søren Ibsen, der er formand for styregruppen for landsbyklyngen Mols i Udvikling.
Ved et indledende borgermøde var engagementet stort. 80 lokale borgere mødte op, og 50 hænder røg i vejret, da initiativtagerne spurgte, hvor mange der var villige til at give en hånd med. ”Vi var vildt overraskede over, hvor mange der stod klar til at engagere sig,” husker Søren Ibsen.
Færre borgere, flere frivillige
Baggrunden for kommunens beslutning var helt konkrete og påtrængende udfordringer med faldende befolkningstal og en stigende gennemsnitsalder. Antallet af molboer er faldet fra 3883 i 2010 til 3770 borgere i 2015. Og mens der i 2010 var 224 småbørn på Mols, var der i 2015 blot 158. Til gengæld er antallet af ældre over 65 år steget markant fra 889 til 1127 i samme periode.
Udfordringerne var med andre ord til at få øje på. Men sagen om børnehaven blev også startskud til et lokalt engagement og samarbejde på tværs af landsbyerne på Mols. Landsbyklyngen Mols i Udvikling voksede frem, og i dag bidrager mere end 200 borgere aktivt og frivilligt til klyngen.
Landsbyklyngen samler borgerne på tværs
Landsbyklyngen har sat skub i tingene på Mols, og posen er rystet godt og grundigt. ”Vi har formået at samle eksisterende organisationer på tværs i en fælles udvikling: borger- og idrætsforeninger, skolebestyrelsen, menighedsrådene og mange flere. Når vi er samlede, er vi nogle tunge drenge, som kan komme med løsninger og tage ansvar. Det er en kæmpe styrke,” slår Søren Ibsen fast.
Konkret er 23 frivillige arbejdsgrupper vokset frem, tillige med en styregruppe og et formandskab på fire personer. Derudover har hver landsby fået en lokal ’ambassadør’, som kan fungere som bindeled mellem kommune, styregruppe og borgere.
Nye typer frivillige dukker op
Særligt landsbyklyngens arbejdsgrupperne er værd at dvæle ved, påpeger Niels Bo Nielsen, som er civilsamfundskoordinator i Syddjurs Kommune: ”Har nogle borgere en idé eller et ønske for klyngen, kan de danne en projektgruppe og arbejde videre med det, de brænder for. Og de kan gøre det i en kortere eller længere periode.” Arbejdsgrupperne vokser altid nedefra. De er midlertidige og fleksible, og derfor bryder de med den traditionelle foreningsstruktur.
Denne tilgang engagerer en helt ny type af frivillig og skaber også en høj faglighed i løsningerne. Arbejdsgrupperne består nemlig af dygtige og passionerede mennesker, der ofte har viden om og erfaring med at løse konkrete opgaver. Grupperne inspirerer hinanden og aflaster samtidig både formand og styregruppe.
”Vi er alle molboer”
Men klyngens måske største fortjeneste er et styrket lokalt fællesskab på tværs af landsbyer og borgere. Landsbyklyngen er borgernes projekt, og den er båret frem af en stærk vilje til samarbejde og dialog fra begge sider:
“Mols i udvikling har vist sig at være et projekt, der favner bredt, og vi har lyttet til hinanden gennem hele processen. Det nye er, at borgerne er begyndt at se sig selv om del af en helhed, og sammen udvikler de nye planer for det sted, de bor. Holdningen er, at vi alle er molboer, uanset om vi bor i den ene eller den anden landsby,” understreger Niels Bo Nielsen.
Man skal ikke pendle to gange
Formand Søren Ibsen er ikke i tvivl om, at klyngen kan stå på egne ben, når projektet afsluttes. Et væld af nye ideer står i kø, og en overflod af frivillige kræfter er klar til at føre dem ud i livet, siger han.
Undervejs er også et nyt kultur- og mødested, hvor blandt andet skole, kirke, hal og den lokale fysioterapeut samles under ét tag i den tidligere skolebygning. I første omgang er fokus på den organisatoriske og visionære udvikling, som skal falde på plads, inden det konkrete byggeprojekt bliver udviklet.
”Vi vil gerne have moderne børnefamilier, der arbejder i Aarhus, til at bo her. Og så skal alt det, der er interessant for en børnefamilie, være inden for rækkevidde. Én ting er at pendle til Aarhus, men når man kommer hjem fra arbejde, skal alt hvad man har brug for være her. Man skal ikke pendle to gange,” afslutter Søren Ibsen.