Udfordringerne i området minder i høj grad og de generelle udfordringer i de danske yder- og landdistriktskommuner: De små landsbyer har igennem tiderne altid set hinanden som konkurrenter; foreningslivet er presset på både frivillige og medlemmer; de kollektive transportmuligheder mangler; mobildækningen er ringe; og kreditforeningerne er ikke villige til at give lån, for blot at nævne nogle enkelte eksempler.
Det er målet med Rebild Øst klyngen, at de ved at samarbejde kan overkomme disse udfordringer. De ønsker at samle deres ressourcepersoner og sætte fokus på de gode ting, de hver især kan bidrage med. Ud fra en tanke om, at de sammen er stærke, ønsker de at lære sammen og af hinanden.
En gammel idé i nye klæder
Idéen om et samarbejde mellem landsbyerne i Rebild Øst klyngen går tilbage til 2012. Siden da har man arbejdet på og gennemført flere projekter med samarbejde i fokus. Men endnu ikke er det store potentiale, som området besidder, blevet realiseret. Ved deltagelse i projekt-Landsbyklynger forsøger man nu at samle trådene og koordinere de mange indsatser, der tilsammen skal understøtte den fælles udvikling:
”Formålet er at skabe en fælles identitet i området, så alle områdets borgere, foreninger, erhvervsliv og institutioner løftes i fællesskab. Det fordrer, at vi til en start får et grundlæggende kendskab til hinandens styrker og svagheder og i fællesskab får sat fokus, på de muligheder og barrierer der eksisterer for, at området kan udvikle sig hen mod et fællesskab, som også kan markere sig stærkt ud af til,” skriver de blandt andet i ansøgningen til projektet.
Der skal altså i landsbyklyngen arbejdes på at skabe en fælles identitet for området, således at der inden for klyngens grænser kan opnås bedre levevilkår med et højere serviceniveau ved at samle ressourcer gennem en fælles planlægning og ved at udnytte hinandens kvaliteter, faciliteter og ressourcer.
Et potent potentiale
Klyngen er placeret mellem 12 og 18 minutters kørsel fra Nordjyllands største vækstområde, Aalborg Øst, som blandt andet rummer det nye supersygehus, Aalborg Universitet og en række større virksomheder. Samtidigt ligger området naturskønt klemt inde mellem kysten mod Kattegat, Vildmosen og Rold Skov. Huspriserne er lave, og foreningslivet er rigt.
Der samarbejdes mellem byerne allerede omkring skoler, idrætsforeninger og kommunale tilbud, så flere steder er der allerede udviklet et samspil på tværs af de forskellige lokale aktører. Det samarbejde ønsker området altså nu at udvikle i form af en landsbyklynge bestående af byerne Terndrup, Bælum og Blenstrup samt de landsbyer med opland, der ligger omkring og imellem disse byer. Det er indtil videre Askildrup, Dollerup, Gerding, Hellum, Horsens, Lyngby, Siem, Skibsted, Solbjerg, St. Brøndum, men flere kan komme til gennem processen.
Landsbyklyngen skønner altså, at den østlige del af Rebild Kommune har et stort vækstpotentiale for at både nuværende og kommende borgere.