Hvordan får man kontakt til udlændinge i området, og kan man hjælpe dem med at føle sig hjemme og deltage i landsbyklyngen? I Bedst mod West har de nedsat en integrationsgruppe, som vil hjælpe områdets udlændinge.
Landsbyklynger skal ikke kun være for danskere. Det mener de i Bedst mod West. Her er nedsat en lille gruppe, som arbejder med at integrere de udlændinge, som bor i området. Her slår en del østeuropæere slår sig ned, fordi de tager arbejde på landbrug.
De skal føle sig hjemme
Integrationsgruppen er stadig i etableringsfasen, fortæller Ejgil Stenbæk Johnsen, som tog initiativet til arbejdsgruppen.
– Indtil videre er det ikke blevet til meget andet, end at vi har fået en familie til at føle sig hjemme, siger han.
Gruppen som ud over Ejgil Stenbæk Johnsen består af Roos Lauridsen, har blandt andet hjulpet familien med at finde danskundervisning og at kontakte den nærmeste ortodokse kirke, så deres barn kunne blive døbt.
Udfordringen er at skabe kontakt til udlændingene i området. Kommunen må ikke videregive personlige oplysninger om borgere.
– Vi ved, der er udlændinge i området, og vi vil kontakte dem, vi kender til, siger Roos Lauridsen, som selv kommer fra Holland og kom til Danmark for 33 år siden med den intention at arbejde her i et halvt år.
– Hvis bare vi kan hjælpe nogle få, har vi gjort en forskel. Selv om man tror, at man kun skal være her et halvt år, kan det udvikle sig, siger hun.
Målet er at skabe forskellige sociale arrangementer, så udlændingene bliver en del af det omgivende samfund og hjælpe med det praktiske, som kan være svært at finde ud af som udlænding i Danmark.