I landsbyklyngen Friskvind skaber en tilflyttergruppe en række tiltag for at byde nytilflyttere velkommen. Det virker, viser kommunens undersøgelse. Folk føler sig mere velkomne, når de bliver taget godt imod.
Forestil dig, at du flytter til en ny by.
Kort tid efter, du har fundet den rigtige plads til sofaen og stillet glassene ind i skabet, kommer en af de lokale og byder dig velkommen. Ikke naboen, som har været forbi. Personen byder dig velkommen til hele området og giver dig en velkomstpakke med informationer om området og rabatkuponer til forskellige lokale butikker.
Her finder du ud af, at du nu bor i en landsbyklynge. Efter et par måneder bliver du inviteret til en velkomstaften.
Føler sig velkomne
Sådan foregår det i landbyklyngen Friskvind.
Et par beboere i alle klyngens fem landsbyer står for at tage ud og besøge tilflyttere med en velkomstpakke som udover fælles information om klyngen også indeholder lidt forskelligt om lokalområdet. Klyngen har nedsat en tilflyttergruppe, som står for en række tiltag for at tiltrække nye borgere og ikke mindst få dem til at føle sig velkomne, når de har slået sig ned, fortæller Alfred Bartholin, som er tovholder i gruppen.
– Det betyder forhåbentlig, at tilflyttere føler sig mere velkomne, siger han.
Undersøgelse viser, at det virker
Men Alfred Bartholin behøver ikke sige forhåbentlig. For kommunens undersøgelse i forbindelse med kampagnen Flyt mod Vest viser, at det virker. Folk føler sig godt taget imod og velkomne, når en lokal kommer forbi og byder velkommen.
– Det skal vi blive ved med, og det er vi også blevet opfordret til af kommunen. Der er ingen idé i at få folk til at flytte til byen, hvis de flytter igen, fordi de ikke føler sig velkomne. Med velkomsten får de den start, der er behov for, siger Alfred Bartholin.
Bedre velkomstpakker
Velkomstkomitéen eksisterede i forvejen i klyngens landsbyer, men pakkerne er blevet forbedret med tilbud fra flere af klyngens forretninger og mere information om hele klyngen. Lige så stille kommer flere og flere lokale forretninger med i pakkerne.
– Det er noget, der tager tid. Men der er en god stemning. Det kan være svært fra dag et at få alle med, siger han.
Svært at finde tilflyttere
Tidligere kunne gruppen få oplysninger fra kommunen om, hvor der flyttede nye beboere ind, men de oplysninger må kommunen med ny dataforordning ikke længere dele. Derfor er gruppen afhængige af jungletrommerne. De har brug for at høre fra naboer og andre bekendte, når nye flytter til landsbyklyngen.
Tilflytteraften med børnepasning
Tilflyttergruppen står også for at holde klyngens tilflytteraften, hvor det er planen, at unge fra Dejbjerg Efterskole skal lave aktiviteter med børn, så familier ikke behøver at finde babysittere for at deltage.