Klyngen tidligere kendt som ‘De 5 Landsbyer’ har skiftet navn til det mere geografisk specifikke ‘De 5 ved Tissø’. En sø, der ligger i den sydvestlige del af Kalundborg Kommune. Landsbyerne ligger placeret sydvest for søen.
Beslutningen om navnet kom lige i tide til at lancere det i forbindelse med borgerundersøgelsen, som går i gang om få uger. Nu får den nye kommunikationsgruppe derfor en del at lave – og de er optimistiske nok omkring opbakning fra de lokale til, at de har bedt den lige så nye styregruppe om et PR budget på lige nøjagtig 0 kroner.
Arbejdet i klyngen bygger på et samarbejde mellem landsbyerne om landdistriktspolitikken, som rækker mange år bagud. Nu ønsker man at lægge et mere aktivistisk niveau på samarbejdet, så det ikke længere er rent politisk, men også skaber grobund for fælles initiativer og konkrete løsninger på de udfordringer, området står overfor.
Allerede på dette tidlige tidspunkt har der været 50-60 borgere til de åbne møder, der er blevet holdt, inden klyngen i januar udpegede en styregruppe. Bland andet har klyngen afholdt en workshop omkring de aktive frivilliges forestillinger om de indsatsområder, der kan komme i spil. Det bliver spændende at se, om borgerundersøgelsen peger i samme retninger.
Proceskonsulenten for klyngen hedder Marie Lenstrup, og er en gammel kending i landsbyklyngeregi. Marie var nemlig også konsulent i et af de fem pilotprojekter, Landet mellem fjordene, i den nordlige del af Vordingborg Kommune.
“De kører stadig på med krum hals og har netop åbnet en ny version af deres områdekontor, som efter planen skal hele vejen rundt i klyngen og skabe interesse, sammenhæng og – ikke mindst – projekter,” fortæller Marie med både overbevisning og tro på fremtiden. For både Landet mellem fjordene og De 5 ved Tissø.
Udover arbejdet med landsbyklynger er Maries væsentligste beskæftigelse formandsposten for den landsdækkende forening ‘Pårørende i Danmark’, som er en interesseorganisation for pårørende til mennesker med langvarig sygdom eller handicap. I den stilling er der et meget stort element af frivilligt arbejde, og derfor handler hele Maries indgang til klyngeprojekterne netop om frivillighed: rekruttering, udvikling, motivation, samskabelse, fastholdelse osv.
Marie glæder sig til opgaven og ser frem til at udvikle klyngen De 5 ved Tissø. Hun håber, at hun sammen med styregruppen og de øvrige frivillige i klyngen kan være med til at skabe grobund for fælles initiativer og konkrete løsninger for området i den sydvestlige del af Kalundborg Kommune.
Marie kan kontaktes på marieklynge@gmail.com.